15. februar 1915. Faldne, fangne, savnede, efterladte – og forbud mod Hedevigere!

Senest ændret den 16. februar 2015 11:17

Hejmdal

Dagens nyt fra Hejmdal.

Faldne.

Fru Marie Schmidt i Øster-Løgum, modtog for et Par Dage siden følgende Brev fra H. i Flandern, dateret 5. Febr.:

“Kære Venner”
Den almægtige Gud har paalagt mig det tunge Hverv at meddele Eder, at Deres kære Mand, Johs. Schmidt, i Gaar, den 4. Febr. Formiddag Klokken 10 1/4 er falden ramt i Hjernen af en Granatsplint, mens han stod i Skyttegraven foran Bixschoote. Det er et haardt Slag for Eder, men Herren staar Eder bi i Eders Sorg.

Jeg, som i disse Tider har været sammen med Johannes, havde han meget kær. Jeg har i ham tabt en god Ven og Kammerat og vil savne ham meget; men Krigen kræver sine Ofre, og et menneskeliv er her udslukt i Løbet af et Øjeblik.

Johannes har haft en let og rask Død, da bevidstheden var borte med det samme. Vi har begravet ham et smukt Sted, under en Lind ved en sammenskudt Mølle ved Bixschoote. Et Kors med en lille Indskrift vil vi sætte paa hans Grav i Overmorgen Nat. Da gaar vi atter derud.

Hvad han havde paa sig, fik ham med i Graven, undtagen et Lommeur med Kæde, en Vielsesring, en Portemonæ med 23 Mark Indhold og et par Mønter, et Bundt Breve, Fotografi af Kone og Børn, en Shagpibe og et Par Fingerhansker. Disse Ting har jeg afleveret til Kompagni-Feldweblen, som sender dem hjem. I faar ogsaa en Meddelelse fra ham. Pengene bliver jo sendt særlig. Samtidig med dette sender jeg et Brev til Pastor Friedrichsen i Øster Løgum. Min hjerteligste Deltagelse i Eders store Sorg.
Eders
Johann Brønning.”

Frivillig Karsten Schmidt, Søn af Landmand K. Schmidt i Harreslev, er bleven dræbt i Skyttegraven ved et Skud i Hovedet. Han var, da Krigen udbrød, Elev paa Overrealskolen i Flensborg.

En Søn af Arbejdsmand Staub i Harreslev er iflg. “Fl.N.Zeit.” falden i Elsas under en Fægtning i Januar Maaned.

Lærer Hagen fra Ladelund, der ved Krigens Begyndelse meldte sig som Frivillig, er bleven ramt af en dræbende Kugle, medens han stod paa Vagt paa den østlige Krigsskueplads.

Fange i Sibiren.

Landmand H. Hansens Hustru fra Pøl fik i Fredags 2 Kort fra sin Mand, hvem hun ikke havde hørt siden November Maaned. Han var bleven saaret paa den østlige Valgplads og kommen i russisk Fangenskab. Nu meddeler han iflg. “Dbp.” sin Hustru, at han er rask og befinder sig som Fange i Sibirien.

Savnet.

Peter Jørgensen fra Adsbøl blev i Begyndelsen af September Maaned borte paa en af de franske Valgpladser og har siden været savnet.

Fra Provinsen.

Mindegudstjeneste. I Gaar Eftermiddags blev der afholdt en Mindegudstjeneste i Hospitals Kirken i Haderslev for Vognmand Jørgen Nissens (Anderskovs) Søn fra Skibbrogade, der er falden paa Vestfronten. den Afdøde var en afholdt og dygtig ung Mand og tillige en god Støtte for sine gamle Forældre. Som tidligere omtalt her i Bladet, traf den unge Nissen i Belgien i Begyndelsen af Krigen en af sin Faders Heste, som straks genkendte sin Herre.

Fastelavnsbageriet i Haderslev. Landraaden i Haderslev bekendtgør: Fremstillingen af Hedviger eller andet Fastelavnsbagværk er forbudt i Aar saavel for Bagerier som for Privathusholdninger.

Barakker til Krigsfanger. Som allerede tidligere meddelt, har man i Sinde at bygge Barakker til 6000 krigsfanger rundt om i Haderslev Kreds. Ved Slavgaard i Nærheden af Sommersted rejses der en Barakke til 300 Mand, og mellem Gabøl og Hjartbro en til 1000 mand. Uden om Barakkerne trækkes et Pigtraadshegn, der er 2-3 meter højt, og uden for dette Pigtraadshegn rejses der saa Bygninger til Officererne, Vagtmandskabet og Marketenderiet. Man regner med 15 procent Vagtmandskab til Fangerne. Disse skal hjælpe til med at gøre de Mose- og Hedestrækninger, som findes i Kredsen, tjenlige til Opdyrkning samt hjælpe ved Afvanding af fure Eng- og Kvægstrækninger. (Dv.)

Fra Felten.

Paa Spejdetur.

H.M. skriver i et Feltbrev i “Dannevirke”:
“Sidst vi var i Skyttegraven fik jeg til opgave at vise nogle kammerater, hor den fjendtlige Infanteripost staar. Vi sneg os gennem en lille Skovstrimmel den fjendtlige Stilling paa ca. 300 Meter nær. Her har jeg været flere Gange, saa jeg fik Lyst til at se Stillingen paa nærmere Hold. Vi sneg os nærmere gennem Skoven og kom kravlende paa Albuer og Taaspidser Fjendens Stilling paa 50-70 Meter nær. Herfra betragtede vi gennem Brombærranker Fjendens Færden i Skyttegraven. En var travlt beskæftiget med at øse Vand. Uafladelig kom den blanke Spand og Mandens Hoved til Syne over Gravens Rand. Andre bragte Brædder og Planker til Dækningerne, og andre var atter i Færd med at tømre. Alt sammen under ivrig Samtale. Havde vi forstaaet Fransk, kunde vi have forstaaet det meste deraf. Vi saa til et godt Kvarters Tid og kravlede saa tilbage igen uden at blive opdagede.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *