Senest ændret den 22. december 2014 9:51

Af Dan Obling

Når man i dag færdes i et bælte tværs over Sønderjylland mellem Hoptrup i øst og Skærbæk i vest, kan man, navnlig hvis man kommer lidt væk fra de mere befærdede veje, flere steder se rester af sprængte eller intakte betonbunkere. Bunkerne er resterne af en tysk forsvarslinje fra Første Verdenskrig, som stadig ligger rundt om i landskabet – på marker og i skove, men enkelte steder også i bebyggede områder. På trods af at det kun er ca. 100 år siden at begivenhederne fandt sted, er vores viden om forsvarslinjen meget mangelfuld. Det skyldes først og fremmest at der kun er bevaret meget få samtidige skriftlige kilder vedrørende stillingen, samt det faktum at den aldrig blev taget i brug og dermed ikke har interesseret ret mange – forhold der gjorde at forsvarslinjen og dens historie næsten var blevet helt glemt. I det følgende skal der kort redegøres for den historiske baggrund samt den nyeste viden om forsvarslinjen.

Baggrunden

I 1916 tog den tyske hærledelse beslutningen om at iværksætte en uindskrænket ubådskrig rettet mod Storbritannien. Ubådskrigen skulle påbegyndes i februar 1917, og gik ud på uden varsel at sænke alle skibe – allierede og neutrale – i farvandene omkring Storbritannien. Derved håbede tyskerne på at kunne sulte englænderne til overgivelse. I den tyske hærledelse var man godt klar over at dette tiltag kunne medføre at de to neutrale nationer Danmark og Holland ville gå ind i krigen på allieret side, og at man derved risikerede et angreb fra deres territorier, hvad enten det så skete med støtte fra landsatte britiske tropper eller ej. Det blev derfor et krav at grænseområderne til Danmark og Holland skulle være lukket effektivt, før ubådskrigen blev indledt. Grænseområdet til Danmark blev sikret ved hjælp af den feltbefæstningslinje, som senere skulle blive kendt som Sikringsstilling Nord.

Hvorvidt tanken om sikringsstillingen opstod samtidigt med planerne om den uindskrænkede ubådskrig, eller om der allerede på forhånd var udfærdiget en nøjagtig plan for stillingens opførelse længe før krigens start i 1914, vides der stort set intet konkret om. Der er dog flere ting der peger i retning af at sikringsstillingen først blev planlagt kort tid inden opførelsen. For det første blev der ikke foretaget nogen befæstningsarbejder i august 1914, hvor IX. Reservearmekorps ellers blev holdt tilbage for netop at sikre den dansk-tyske grænse. Først da det i slutningen af måneden stod klart, at de britiske styrker var blevet landsat i Frankrig, afgik armekorpset til fronten. Efterfølgende fandt kun en forstærket bevogtning af grænsen sted, som under krigen blev foretaget af landstormsenheder.

For det andet blev de første feltbefæstningsanlæg i landsdelen ikke anlagt der, hvor sikringsstillingen kom til at ligge. I tiden fra midten af april 1915 og et par uger frem, rapporterede den danske generalstabs Efterretningssektion om stor tysk aktivitet på en linje fra Haderslev-Gram-Brøns, især i området omkring Styding og Jegerup hvor der blev gravet skyttegrave og opsat pigtrådsspærringer. Den store aktivitet kan have været forårsaget af rygter om en forestående engelsk landgang i Esbjerg eller på den jyske østkyst. I begyndelsen af maj kunne Efterretningssektionen meddele, at aktivitetsniveauet igen var normalt.

En tredje årsag skal findes i selve måden at føre krig på, ganske vist kendte man udmærket til anvendelse af skyttegrave – men hovedsageligt til belejring af fæstninger. En angribende fjende skulle mødes i felten og besejres ved at udmanøvrere ham, ikke ved at grave sig ned fra kyst til kyst.

Stillingens anlæggelse

Den 10. september 1916 ankom en pionerstab med seks pionerkompagnier til Nordslesvig, og arbejdet med anlæggelsen af sikringsstillingen blev straks sat i gang. Pionerstaben var en del af Oberkommando der Küstenverteidigung og havde hovedkvarter i Toftlund.

Staben stod for den overordnede ledelse med anlæggelsen og havde tre personbiler stillet til rådighed, således at arbejdet kunne kontrolleres og inspiceres overalt i stillingen. Pionerkompagnierne foretog udpegning og opmålinger og blev fordelt i området hvor stillingen skulle bygges: fra Slivsø ved Hoptrup i øst over Vedsted, Over Jerstal, Neder Jerstal, Bevtoft, Hyrup, Toftlund, Allerup, Hønning, Arrild, Øster Gasse og til Vadehavet ved Skærbæk i vest.

Terrænet hvor stillingen blev anlagt var nøje udvalgt: strækningen skulle være så kort som mulig for at kunne forsvares med færrest mulige tropper, desuden var den anlagt så den gav bedst muligt indsyn og overblik over området nord for stillingen. Det foranliggende terræn blev ligeledes udnyttet bedst muligt ved hjælp af passive hindringer som engområder, søer og moser, og flere vandløb blev forberedt til opstemning således at lavtliggende områder kunne oversvømmes for at besværliggøre en fjendtlig fremrykning mest muligt.

Det grove arbejde blev for hovedpartens vedkommende udført ved hjælp af militære straffefanger fordelt på 32 kompagnier á 250 mand, som var anbragt i 15 baraklejre spredt over stillingsområdet. Straffefangerne var soldater fra tyskernes egne rækker, som på forskellig vis havde forbrudt sig mod det tyske militærs love og regler. De levede et hårdt liv under usle og strenge forhold og mange døde som følge af sygdomme, ulykker eller blev dræbt under flugtforsøg. Der er registreret 71 begravelser af straffefanger på kirkegårdene i stillingsområdet, men sandsynligvis er det reelle dødstal langt højere. Straffefangerne blev sendt væk fra området i løbet af 1918.

Stillingens elementer

Stillingen bestod af en hovedforsvarsstilling, som bestod af to parallelle skyttegravslinjer. Foran dem var anbragt to bælter af pigtråd på 7-9 meters bredde og med samme afstand i mellem, og skyttegravene var for hver ca. 200 meter var forbundet ved hjælp af forbindelsesgrave. Skyttegravene var udført traverserede for at forhindre beskydning på langs og markeret i fuld bredde men kun i ét spadestiks dybde (tracerede), da det var meningen at arbejdet skulle færdiggøres når stillingen skulle tages i brug. Bag første stilling var planlagt en anden og tredje stilling, som aldrig blev påbegyndt.

I stillingen blev der støbt en række forskellige typer bunkere i armeret beton og et mindre antal udført i tømmer.

Hovedtyperne var mandskabsrum, observationsrum og flankeringsrum. Rummene udviser stor variation i størrelse og udformning – mandskabsummene kunne alt efter type, f.eks. huse mellem 6 og 36 mand. I alt blev der bygget omkring 800 bunkere, hvoraf en del blev bygget i forbindelse med anlæggelsen af 40 artilleristillinger bag infanteristillingen. Kanonbatterierne i artilleristillingerne var placeret op til 10 kilometer bag stillingen og kanonerne i de lette og mellemsvære batterier i bl.a. Skovby, Torsbjerg, Hyrup, Arrild og Øster Gasse havde en kaliber på mellem 9 og 15 cm. De bestod af 2-6 kanoner opstillet på række med ammunitionsrum og mandskabsrum i mellem, og indbyrdes forbundet af en batterigrav. De svære batterier – bl.a Lerskov, Andholm, Strandelhjørn, Gammelskov og Drengsted – var udstyret med en enkelt 24 cm skibskanon (Gammelskov-batteriet dog med to kanoner) monteret i drejelige tårne med et 14 cm tykt panserdække. De bestod derudover af ammunitionsrum og mandskabsrum, samt en batterigrav med tipvognsskinner til transport af de op til 200 kg tunge granater fra ammunitionsrummene til kanonen. Batterierne var alle opstillet til skjult skydning, således at kanonernes mundingsild ikke umiddelbart var synlig for en angriber, og havde alle mindst en fremskudt observationsbunker der fungerede som øjne for batterierne – ved hjælp af udkigsspalter og periskophuller – og hvorfra ilden skulle dirigeres pr. telefon til batterierne. Skudvidden var op til 17 kilometer og en del af batterierne blev indskudt ved prøveskydninger og var som de eneste anlæg i sikringsstillingen bemandede med en permanent styrke. Kommunikationen i stillingen forgik med radio, telefon eller lyssignaler afgivet af karbidprojektører i et udbygget finmasket system af højtbeliggende blinkstationer fra bl.a. Venbjerg, Stenhøj, Toftlund og Gasse Høje. Derudover bestod stillingen også af flere militære jernbaner der alle var forbundet med det civile jernbanenet, militære veje og broer.

Ny viden

I det følgende skal der gives eksempler på hvordan luftfotos, kort og dokumenter sammen med de senere års udgravninger af bunkere, kan være med til at bibringe nye informationer og kaste nyt lys over stillingens forholdsvis korte historie. Ved indledningen af den uindskrænkede ubådskrig i februar i 1917 må man antage at arbejdet i første stilling med at etablere pigtrådsspærringer, skyttegravstraceer, samt opførelsen af en del af bunkerne var afsluttet. Stillingen levede på dette tidspunkt ikke helt op til de nyeste tyske doktriner om stillingskrig, og var som sådan allerede forældet sammenlignet med tilsvarende stillinger på vestfronten (Siegfriedstillingen). Det var især det overvejende forløb af stillingen på forsiden eller på toppen (kreten) af skråningerne, samt manglen på støttepunkter i baglandet til et ordentligt forsvar i dybden, der må betegnes som utidssvarende. Ud fra senere luftfotos af stillingen at dømme, blev der løbende foretaget justeringer og ændringer af skyttegravenes forløb. Det tyder på at man har forsøgt at tillempe stillingen til de erfaringer man gjorde sig ved fronterne. Det skete dels ved at bygge fremskudte stillinger ved Hoptrup og Hønning nord for Arrild, dels ved at bygge henved 50 flankeringsbunkere fordelt over hele stillingen. Flankeringsbunkere var som de eneste bunkere i infanteristillingen forsynet med skydeskår, og var beregnet til beskydning af fjenden i flanken (siden) med enten maskingeværer eller revolverkanoner (skudvidde henholdsvis 2000 meter og 3000 meter) fra velcamouflerede stillinger, når det var mindst forventeligt og på mest sårbare steder og virkningen dermed også var størst. Flankeringsbunkerne udgjorde vigtige nøglepositioner i stillingen og var flere steder anlagt sådan at de kunne dække den nærmest beliggende flankeringsbunkers indgangspartier, enten foran eller ved siden af.

Om forløbet af arbejdet med stillingen og rækkefølgen i anlæggelsen, vides næsten intet konkret da størstedelen af arkivalierne omkring dette arbejde er gået tabt under Anden Verdenskrig, da den tyske hærs militærarkiv i Potsdam nedbrændte som følge af luftangreb. På nogle enkelte intakte bunkere i stillingen er der fundet dateringer i form af enten indstøbte eller indridsede årstal. Disse sammenholdt med en nyligt fremkommet serie af unikke tyske luftfotos med tilhørende kort over en stor del af stillingen taget i slutningen af 1916 eller begyndelsen af 1917, må man antage at stillingen blev påbegyndt i den kuperede østlige del og afsluttet i den forholdsvist let overskuelige flade vestlige del af området. På luftbillederne ses pigtrådsspærringer, skyttegrave og udgravninger til bunkere endda meget tydeligt, samt veje, jernbaner, kirker, møller m.m.

Et eksempel der indikerer rækkefølgen i forløbet findes ved gården Teglgård sydvest for Bevtoft. Her lå i første linje en endnu intakt og velbevaret maskingeværbunker med årstallet ”1916” indstøbt i væggen mellem indgangene. Maskingeværbunkere er forholdsvis simple konstruktioner med to sydvendte udækkede indgange der fører ind til et rum på ca. 2 x 4 meter. Bunkeren ses tydeligt på luftfotoet i serien fra området omkring Bevtoft. Mindre end 20 meter vest for maskingeværbunkeren ligger en meget lille, stadig intakt observationsbunker beregnet til en enkelt mand. Denne bunker er derimod ikke med på luftfotoet. På trods af observationsbunkerens beskedne størrelse, er den konstrueret med en indbygget observationsniche i stål med periskophul og udkigsspalter, så altså langtfra nogen simpel konstruktion.

Syd for Vedsted Sø ligger en fin og intakt flankeringsbunker på bakkepartiet Pothøj, som blev frilagt i 2012. Denne bunkertype er ligeledes langt mere kompleks end f.eks. maskingeværbunkere, da den er opdelt i to mindre rum, udstyret med skydeskår, observationsspalte, lysskakt og skydeskår til nærforsvar af bunkerens indgangsparti. Bunkeren ses ikke på luftfotoet af området omkring Vedsted / Vedbøl, men ses derimod påtegnet et senere kortudsnit over området på luftfotoet. Bunkeren har – som den eneste kendte i sikringsstillingen – indvendigt over indgangen, en ret nøjagtig datering indridset i betonen: XVI/X/1917, dvs. d. 16./10./1917. Dateringen stemmer godt overens med at denne bunkertype første gang nævnes i de tyske militære forskrifter om stillingsbyggeri fra december 1916, og var derfor heller ikke bygget da luftfotoet blev taget. Ligeledes vises i samme forskrift en bunkertype med støbt banket til geværskytter udvendigt mellem indgangene, hvoraf der endnu eksisterer et intakt eksemplar i Hoptrup, men som heller ikke ses på de tyske luftfotos af stillingen.

Den eneste endnu eksisterende navngivne og i øvrigt meget specielle bunker, ”Elfriede” som blev udgravet midt i Arrild Ferieby i vinteren 2010-11, er ligeledes dateret med årstallet ”1917” indridset over begge indgange, samt navnet midt i mellem. Derudover er bunkeren, der måler ca. 5 x 15 meter, udstyret med kraftige jernhængsler og øskener ved indgangene så de har kunnet låses udefra og fire vinduesnicher med jerntremmer. Den præcise tiltænkte funktion af bunkeren kendes ikke og typen er heller ikke set andre steder i stillingen, men man ved dog at de nu for længst fjernede bunkere umiddelbart øst og vest for, skal have været identiske med ”Elfriede”. En teori kunne være at bunkeren under fredelige forhold var beregnet til at skulle fungere som et depotrum, og i kampsituationer som en stor mandskabsbunker, hvor der så skulle monteres metalskodder i falsene omkring vinduesnicherne. Bunkeren, der lå i 2. skyttegravslinje, er udvendigt i væggen mellem indgangene forsynet med tre firkantede gennemgående huller placeret i mellem vinduesnicherne. I hullerne skulle indsættes bjælker der skulle bære en banket af tømmer til geværskytter, som skulle beskyde området foran bunkeren.

Opførelsen af kanonbatterierne i de bagvedliggende artilleristillinger må også formodes først at have stået klar til brug i løbet af 1917, da indskydningerne først er sket her og ingen af batterierne er synlige på de tyske luftfotografier, men de ses påtegnet de senere kort. Derudover mangler der bl.a. viden om stillingens taktiske inddeling og den styrke der var påtænkt at skulle bemande stillingen, en række konstruktionsmæssige detaljer ved de enkelte anlæg samt en nøjagtig placering og typebestemmelse af nogle ”forsvundne” bunkere.

Rækkefølgen må derfor antages at have været med start i øst mod vest – pigtrådsspærringer, skyttegrave og de simple betonkonstruktioner (posteringsbunkere og maskingeværbunkere), hvorefter arbejdet med opførelsen af de mere komplekse anlæg (flankeringsbunkere og observationsbunkere) fulgte efter i løbet af 1917, sammen med færdiggørelsen og indskydningen af kanonbatterierne.

Efter krigen

Da våbenstilstandsaftalen trådte i kraft d. 11. november 1918 havde sikringsstillingen ikke været i brug, da det frygtede engelske angreb som bekendt udeblev. Stillingen blev herefter affolket, kanonerne og andre anlæg blev demonterede og fragtet sydpå og til sidst blev jernbanespor taget op.

Ved Genforeningen i 1920 lå sikringsstillingen endnu næsten helt intakt men udgjorde nu på dansk jord, et sikkerhedsmæssigt problem for Danmark da stillingen jo vendte mod nord. Efter en hastigt udført rekognoscering med tilhørende opmåling og registrering af stillingen af en uges varighed, udført af otte danske premierløjtnanter på cykel i efteråret 1921, besluttede man at ødelægge stillingen ved sprængning. Resultatet af 1921-rekognoceringen blev nedskrevet i otte – til tider meget mangelfulde og unøjagtige – rapporter som endnu i dag er de vigtigste kilder til sikringsstillingens historie. Rapporterne dannede grundlaget for de sprængninger af stillingen, der fandt sted i årene 1923-1926 og nogle senere eftersprængninger. Sprængningerne blev udført af det danske militær og foregik primært med sortkrudt, hvoraf der blev brugt adskillige tons. I det åbne land og i skove blev sprængningerne foretaget uden problemer, men nogle steder lå anlæggene så tæt på bebyggelser at sprængning helt måtte opgives. Andre steder var anlæggene allerede tildækkede eller taget i anvendelse af befolkningen til f.eks. kartoffelkældre eller redskabsrum, hvorved de undgik at blive sprængt. I nyere tid er der også helt eller delvist blevet fjernet bunkere, senest i 2011. I dag findes der omkring 75 intakte eller delvist intakte synlige anlæg, hvoraf der er adgang til 38. Derudover findes der rester af 64 sprængte anlæg, samt omkring 30 helt tildækkede anlæg hvor den nøjagtige placering og tilstand i flere tilfælde er ukendt.

Sikringsstillingen i nyere tid

I midten af 1970’erne fik sikringsstillingen fornyet bevågenhed, idet stillingen blev beskrevet i et par artikler i Sønderjysk Månedsskrift og samtidigt fattede nu afdøde ingeniør Mogens Scott Hansen, Sønderborg også interesse for stillingen. Denne interesse medførte et meget stort og grundigt, ulønnet registrerings- og opmålingsarbejde med stillingen, hvor der blev opdaget og rettet op på mange af de fejl der blev begået ved rekognosceringen i 1921 – herunder registrering af flere oversete anlæg. Derudover interviewede Mogens Scott Hansen og hans hustru Mette Sarus Hansen, en lang række mennesker som havde haft deres færden i stillingen eller som på anden vis kunne bidrage med nyttige informationer til historien – gennem årene blev det til lange og gentagne samtaler med mere end 700 personer! Arbejdet med stillingen og vidneafhøringerne måtte på grund af sygdom indstilles i midten af 1990’erne. Mogens Scott Hansen døde i 2005.

I 1994 etablerede det daværende Sønderjyllands Amt adgang til en række anlæg i sikringsstillingen, ved frilægning af nogle udvalgte bunkere, anlæggelse af stier og opsætning af skilte og informationstavler. Tanken var så at de daværende kommuner – Skærbæk, Nørre-Rangstrup, Vojens, Haderslev og Åbenrå – efterfølgende skulle sørge for den nødvendige vedligeholdelse af anlæggene og adgangsvejene, hvilket dog ikke kom til at ske på grund af økonomiske besparelser, kommunesammenlægningen m.m. Sønderjyllands Amt arrangerede dengang ture med bus rundt i dele af stillingen, med nu afdøde Thorsten Lindhe som guide.

Resultatet af kommunernes mangelfulde pleje blev, at anlæggene og adgangsvejene for en stor dels vedkommende atter groede til og blev utilgængelige, indtil en række lokalhistorikere og andre historisk interesserede personer fra 2009 frivilligt påtog sig opgaven med at vedligeholde størstedelen af de tilgængelige anlæg, samt at frilægge og etablere adgang til flere. For at formalisere dette arbejde og for at gøre andre historisk interesserede opmærksom på stillingens eksistens, stiftedes i januar 2013 Støtteforeningen for Sikringsstilling Nord.

Siden 2010 har Museum Sønderjylland arbejdet med at realisere projektet Første Verdenskrig i Sønderjylland”. Projektet omfatter udover et helt nyt Første Verdenskrigs museum ved Tønder, også en formidling af sikringsstillingen med bl.a. opsætning af informationstavler ved nogle udvalgte bunkere samt apps til mobiltelefoner.

 

Artiklen er også trykt i “Fyrretyve fortællinger fra Sønderjylland.” (2014)