27. november 1915 – Kresten Andresen: “…vant til at se al den gru”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter han i foråret var kommet til skade, havde han gjort tjeneste et stykke bag fronten, men i slutningen af november kom han tilbage til frontlinjen.

Brev

Lens den 27. november 1915

Kære forældre!
Mange tak for brevet og pakken. Det var rart med strømperne, og ikke mindst med handskerne, som jeg vil få god brug for, når jeg skal køre. Det må have været en dejlig tur til Jylland, og det er da godt, at moster er kommet så godt over sin sygdom. I mener altså, at englænderne vil gå i land dernede. Ja, umuligt er det ikke; men det vilde være forfærdelig sørgeligt. Det gyser ordentligt i én, når man tænker sig landet hjemme som her, med huse i ruiner, flygtende husvilde. Skulde det ske, at krigen kom til vore egne, så er det første, I skal gøre, at grave en dækning.

– Nu kom lige posten med den anden pakke med strømper og kaffe og chokolade og med brevet fra Theodor Nissen. At komme hjem i julen vil være så godt som umuligt, da orloven her er spærret i hele armeen. Jeg hører nu til sjette „bajerske” armé, som føres af kronprins Ruprecht af Bayern. Ved kolonnen er der endnu, som ikke har været på orlov, og jeg må regne med at blive den sidste af  dem, da jeg er yngst i felten og ved kolonnen af dem. Så selv om orloven skulde blive åbnet til jul igen, er der ingen udsigter for mig.

Jeg er ude at grave hver nat og ser og oplever derved en helt ny side af  krigen. Her ligger skyttegravene ikke mere end 20-30 meter fra hinanden. Overalt er vore skyttegrave underminerede af franskmændene, og en skønne dag ryger vist det hele i luften. Ellers er der temmelig roligt; kun stærke artillerikampe, med en kanonade, som man kun sjældent er vidne til. Ellers spadserer både franskmændene og tyskerne åbent omkring ved højlys dag og besøger hinanden i gravene, og når natten kommer, står de vagt med spændte nerver, og dybt under dem lyder de skæbnesvangre kanonslag, og gennem luften suser miner og håndgranater. Det er næsten som det gamle eventyr om varulven eller om den, der skiftede ham, om dagen var menneske og om natten et vildt dyr. Men romantikken passer ikke for denne krig. Man bliver næsten så vant til at se al den gru, at man slet ikke synes, der er noget påfaldende ved det.

Nu tales der igen om, at vi skal alle væk, så måske er vi i stort flytteri hele julen.  Jeg graver for tiden inde ved Lorette og ved en by, som hedder Angres.

Nu lige i dette øjeblik er det et år siden, jeg kørte over den franske grænse. Nu er jeg en hel del klogere end dengang. Det vilde glæde mig meget at kunne læse Harald Nielsens bog. Jeg kunde jo ganske vist give et temmelig alsidigt billede af krigen, men særlig  spændende vilde det ikke blive, da jeg jo ikke har oplevet så mange eventyr; men jeg har oplevet og set lidt af alt, i fronten og bag fronten, og hvem ved, hvor meget man skal opleve endnu.

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelenKrestens breve

En tanke om “27. november 1915 – Kresten Andresen: “…vant til at se al den gru””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *