Lyck, Jørgen A. (1892-1971)

Senest ændret den 3. marts 2019 0:39

Persondata

Født: 24/06-1892, Vester Sottrup, Sottrup sogn.
Død: 05/06-1971, Vester Sottrup, Sottrup sogn.
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Før krigen Vester Sottrup; Gabøl. Efter krigen Vester Sottrup
Hustru (efter krigsafslutningen): Ja
Børn (efter krigsafslutningen): 1 søn

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: Efterår 1913
Udtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste 29. juli 1914
Enhed: I.R. 163, komp. 8
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: Direkte fra værnepligt til krigstjeneste 29. juli 1914
Udtrådt: Taget til fange 7. oktober 1916. Til Aurillac.
Enhed(er): I.R. 163, komp. 8?
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet:
Broderen desertør

Efter krigen
Landbrugsskole; gårdejer

Kilder
Aurillac-Bogen 1936

Publikationer

Fotos

Født d. 24. Juni 1892 i Vester Sottrup, hvor Forældrene var Gaardmandsfolk.

Efter min Konfirmation var jeg paa Hejls Efterskole og derefter hjemme i to Aar. Senere var jeg paa Majbølgaard, hos J. Alexandersen, Sottrup, og hos J. Gram, Gabøl. Derfra blev jeg Efteraaret 1913 indkaldt til Militærtjeneste ved I. R. 8/163 i Neumünster.

Den sidste Maanedstid før Krigens Udbrud kunde man tydeligt mærke, at der var noget i Gære. Den 29. Juli kom jeg med et »Kommando« til Højbroen Lewensau ved Kiel, hvor vi den 9. August afløstes af Landstormen og derefter stødte til Regimentet, der stod i Nærheden af Flensborg. Det hed sig, at vi skulde tage imod Englænderne, hvis de skulde gøre Landgang i Esbjerg.

Den 20. August blev vi med Tog fra Bajstrup St. ført til Belgien, hvor vi havde en Del Smaatræfninger ved Erschot, Louvain, Mecheln, Bryssel og Dendermonde; haardest gik det til i Louvain. Senere kom vi til Frankrig. I St. Quentin maatte jeg paa Hospital med et Benbrud. Det lykkedes mig derefter — alle Kneb gjaldt jo — at blive bagved Fronten et helt Aar. Jeg blev Oppasser ved en Officers Stedfortræder, som var ved Ammunitionsdepotet i Fresnoy le Grand lidt nordfor St. Quentin.

Officeren blev indkvarteret hos en Fabriksforarbejder, der boede i et lille Hus lige ved Fabrikken, som vi benyttede som Depot. Hver Morgen kom jeg hen til den franske Familie, der ikke saa paa mig med videre blide Øjne. Men efter nogle Dages Forløb spurgte de mig paa Fransk, hvor jeg var fra. Da det var vanskeligt at gøre sig forstaaelig paa det ukendte Sprog, viste Manden mig et Kort, og da jeg pegede paa Slesvig, var han straks med og skrev med Fingeren paa Bordpladen Aarstallet 1864. Da han nu vidste, at jeg ikke var Prøjser, blev jeg hver Morgen trakteret med Kaffe og Cognac. — I samme By lærte jeg ogsaa en anden Familie at kende, hvor jeg kom daglig. Da Levnedsmidler og Varer begyndte at blive knap, skaffede jeg Tobak, Lys, Sukker, Sæbe m. m., som jeg købte i Marketenderiet. Efter et halvt Aars Forløb betroede de mig en Dag, at de i Huset holdt en 20-aarig Broder skjult for Tyskerne, men — hold tæt, føjede de til. De havde ikke Mad nok til ham, og nu bad de om ogsaa at maatte faa lidt Brød til ham. Jeg skaffede dem ét hveranden Dag. — Omsider maatte jeg afsted til Fronten, vi var dybt bedrøvede alle; Afskeden var saa tung, saa tung.

Sommeren 16 var vi 3 Gange ved Somme. Den 6. Oktober skulde Halvdelen af Kompagniet løse af ude i forreste Linie. Kompagniføreren blev hjemme, og i nogle Afskedsord betroede han os, at det var en meget daarlig Stilling, og, føjede han til, i Morgen vil I sikkert enten høre Englene synge deroppe eller ogsaa være paa Vej til Fangenskabet. Og det kom til at passe. Den 7. Oktober Kl. 3 stormede Franskmændene, og vi kom lykkelig, og vel i Fangenskab.

Nu marcherede vi saa videre ind i Frankrig. Efter et Par Dage kom vi til en Samlelejr, hvor vi blev 3 Dage. Den sidste Dag, vi var dér, kom en Vagtmand, som ønskede S Mand af vort Kompagni. Dér kom jeg med. Vi førtes hen til en Barak, hvor der stod en fransk Soldat i Alpejægeruniform. Han tiltalte os paa Tysk og spurgte, om der var Elsasser, Polakker eller Slesvig-Holstener iblandt os. Da jeg svarede, at jeg var Slesviger, forsvandt han ind i Barakken. Kort efter kom en fransk Kaptajn hen til os, og da han hørte, jeg talte Dansk, udbrød han: Jamen, saa taler vi Dansk. Jeg kom med ind, og han spurgte ud om de hjemlige Forhold. Han havde tidligere været ved det franske Gesandtskab i Stockholm, fortalte han, og havde foretaget mange Udflugter til Danmark. Det danske Folk er et syngende Folk, sagde han, og spurgte om jeg kendte nogle danske Sange, om jeg kunde synge Jeg vil værge mit Land. Den kendte han ogsaa, og saa sang vi den med hinanden. Han spurgte om én til, som vi ogsaa sang. Saa tog han mig om Halsen og sagde: Ja, nu er De færdig med Tyskerne, for naar Krigen er Slut, kommer Sønderjylland tilbage til Danmark, og nu skal De faa det godt under Resten af Krigen. Han gav derefter en Ordre til Ordonnansen og saa blev vi fotograferet sammen, Kaptajnen siddende i en Stol og jeg staaende ved hans Side. — Denne Oplevelse blev ved at følge mig, og jeg mindes den den Dag i Dag med samme Glæde. Jeg forstod, at jeg ikke var faldet i Fjendevold.

Næste Morgen førtes vi længere tilbage, og i den næste Lejr traf jeg den franske Løjtnant Weil, der var Elsasser og gjorde Krigen med som Frivillig. Den 26. November 1916 rejste jeg fra Amiens sammen med 6 andre sønderjyske Krigsfanger til Aurillac, hvor vi ankom den 2. December. Den første, jeg traf af mine nye Kammerater, var en gammel Regimentskollega, And. Th. Jensen. Vi havde det godt ude hos Bønderne; særlig mindes jeg Sommeren 1918 i St. Cirgues de Jordanne. Vaabenstilstandsdagen skulde naturligvis fejres ved et Glas Vin. Vi fik paa Gaarden, hvor vi arbejdede, vor Kammerat, den lille Slagter, sendt efter Vin i Byen, men dér fik de Civile fat i ham — han skulde hen i Kirken og ringe Freden ind; kun ved Vagtmandens Hjælp lykkedes det ham at komme hjem med Saften. Det kan nok være, der blev drukket nogle Skaaler, hvor var vi glade og lykkelige ved de Udsigter, der da aabnede sig for os.

Hjemrejsen foregik over København. Da vi i Dunkerque saa »St. Thomas« ligge i Havnen med Dannebrog i Masten, rede til at føre os hjem, løb der Taarer ned ad mine Kinder af Glæde og Taknemlighed. I København blev jeg i en halv Snes Dage og ankom den 9. April til mit Hjem, hvor Dannebrog for første Gang var hejst. Ti Dage forinden var min Broder kommen hjem fra Danmark, hvor han var søgt over under Krigen. Det var lykkelige Dage, men Fader og Moder var blevet hvidhaaret i disse Aar.

Vinteren 1919—20 var jeg paa Høng Landbrugsskole og 1. April 1921 blev jeg gift og overtog mit Fødehjem. Vi har en Dreng, som nu er 12 Aar. Jeg mindes ofte Fangenskabets Aar i Auvergne, og saa snart der er et Selskab, der tager derned paa Besøg, er jeg parat til at rejse med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918