Senest opdateret 8. juni 2019
Persondata
Født: 09/06-1890, Sønder Vollum, Brede sogn.
Død: efter 1935
Uddannelse: Snedkerlære; håndværkerhøjskole
Erhverv: Snedker
Bopæl: Før krigen Harris pr. Brede; Bredebro; efter krigen Harris.
Hustru (efter krigsafslutningen): Ja
Børn (efter krigsafslutningen): 4 sønner
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1910
Udtrådt: 1912
Enhed: I.R. 61, komp. 7, Thorn (Toruń)
Rang: –
Andet: –
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 4. august 1914
Udtrådt: Taget til fange 15. juni, på lazaret. Til Aurillac.
Enhed(er): Ersatzregiment 86, komp. 1
Rang: –
Såret: Granatsplint i halsen, shrapnel i skulderen, eksplosion mod siden.
Udmærkelser: –
Andet:
Efter krigen
Snedker; landmand
Kilder
Aurillac-Bogen 1936
Publikationer
–
Fotos
Ja, samt gruppebillede
Uddrag af Aurillac-Bogen, 1936:
Født d. 9. Juni i Sdr. Vollum, hvor Forældrene havde en Landejendom.
Da jeg var 1 Aar gammel flyttede mine Forældre til Harris, Brede Sogn. Her opvoksede jeg og kom senere i Snedkerlære. Jeg arbejdede derefter paa Egnen, indtil jeg blev Soldat fra 1910—12 ved I. R. 7/61 i Thorn ved den daværende russiske Grænse. Til 1. April 1914 var jeg paa Vallekilde Haandværkerhøjskole og arbejdede saa hos min gamle Mester i Bredebro til Krigen kom. Den 4. August blev jeg indkaldt til Flensborg og tildeltes Ers. Regt. 1/86. Den 7. September forlod vi i stor Hast Flensborg og blev sendt til Vestfronten, hvor vi efter Tilbagetoget ved Marne traf sammen med det aktive Regiment. Den første Træfning havde vi ved en lille By Cytz, der var besat af marokkanske Tropper — det var en mærkværdig Følelse, der greb én første Gang, man skulde skyde paa Mennesker. — Natten derpaa, i øsende Regn, havde jeg en ensom Feltvagt og kunde i Nattens Stilhed høre de stakkels Saaredes Jamren. Da det blev Dag drog vi videre gennem de krigshærgede Egne, og endelig den 19. September havde vi en Hviledag i en af de saakaldte »Katakomber«, en stor Stenhule. Den følgende Dag, Søndag den 20. September, en rigtig Regnvejrsdag, gik det atter ud til Død og Ødelæggelse. Da stod Slaget ved Anterets. Det blev en Dag med Tab af mange unge Soldater. Den franske Stilling skulde tages, og blev det. Da Kompagniføreren om Aftenen fik samlet Resterne af 3. og 4. Kompagni, der Dagen før var blevet slaaet sammen til ét, hvortil ogsaa jeg hørte, saa jeg første Gang en prøjsisk Officer græde over Tab af Menneskeliv: Er dette Resterne af mine før saa stolte Kompagnier, spurgte han. Senere var jeg paa forskellige Frontafsnit, ved Audincourt, Dreslincourt og sidst ved Moulin, hvor jeg i Junislaget 15 efter 10 Dages Bombardement blev taget til Fange den 15. Juni.
Efter et af Franskmændene foretaget Angreb den 6. Juni, som blev slaaet tilbage, blev Stillingen hver Dag bombarderet, saa der af Skyttegravene ikke var andet end Granathuller tilbage. Aftenen før, den 14., var en af mine bedste Kammerater blevet levende begravet i en sammenskudt Understand. Sammen med 3 Kammerater laa jeg om Natten i en Hule dybt nede i Jorden, hvor vi var falden i Søvn og først vækkedes Kl. 6 ½ om Morgenen ved heftig Artilleriild fra begge Sider.
Da vi var klar over, at dette vilde ende med en Storm paa vor Stilling, sprang jeg op paa Overfladen for at tage et Overblik. Næppe var jeg kommen op, før er, fransk Granat eksploderede lige foran mig, et Stykke af den flængede venstre Side af Halsen og overskar en Sene. Mine Kammerater i Hulen forbandt Saaret, da en fransk Haandgranat blev kastet ned til os; vi kom hurtigst muligt op for ikke at blive kvalt af Gas. Ovenfor blev vi modtaget af franske Soldater med et: Allez, Allez, og samtidig gjorde de os med Bajonettet forstaaeligt, at vi skulde over i de franske Linier. Inden jeg naaede gennem den dobbelte Spærreild, blev jeg saaret i venstre Skulder af en Shrapnelkugle, der blev siddende og senere er vandret ned bag venstre Hofte, og endelig fik jeg ovre i den franske Skyttegrav venstre Side kvæstet ved en Sprængning. — Jeg blev samlet op af mine Kammerater og bragt til en fransk Forbindingsplads, hvor jeg laa den første Dag, derefter i 3— 4 Dage paa et Feltlazaret, og senere godt 3 Maaneder paa et Lazaret i Villers Cotterets. Saa blev der sagt, at jeg, der endnu laa til Sengs, paa Grund af Pladsmangel skulde paa et Rekreationslazaret. Saa »galt« gik det nu ikke. Jeg blev sammen med 32 andre Soldater anbragt i en Godsvogn, der henstod paa et Sidespor i en af Forstæderne til Paris.
I min første egentlige Fangelejr Roaen havde jeg det godt efter Forholdene, idet jeg som Underofficer ikke skulde arbejde, men havde Tilsyn ved Lossearbejde i Havnen og lignende. Især var jeg interesseret i at komme med, naar der var en Damper fra Danmark, Norge eller Sverige — det var jo fristende, hvis jeg kunde være kommet med Skib hjem.
Juleaftendag 15 om Morgenen forlod jeg Rouen for at blive ført til Aurillac. En Officer havde sagt, at jeg dér vilde finde Venner; det var alt, hvad jeg vidste om den sønderjyske Fangelejr. Juleaften tilbragte jeg paa Hovedbanegaarden i Paris. Juledag naaede jeg Aurillac og blev ført til Depot Spécial i Ecole Albert. De første, jeg saa i den lille Fangegaard var »Gamle Jas« og »Sille«, som residerede ovre i Køkkenet. Jeg kom op paa Kontoret til Sergent Boulanger og blev udspurgt. Der traf jeg vor Forenings nuværende Formand. Efter at mine Sager var undersøgt — noget af min fattige Rejsebagage maatte jeg lade tilbage som ikke egnet til Brug for en Krigsfange — kom jeg ned til Kammeraterne.
Efter et kort Ophold i Lejren kom jeg paa Landarbejde, først paa en Gaard i Nærheden af Aurillac, hvortil vi førtes ud hver Morgen. Senere var jeg mange forskellige Steder. Sommeren 1916 havde jeg det i Grunden bedst, da var Holdets 5 Mand sammen hele Tiden. Kun var vi ikke altid saa glade for næsten hver Søndag at skulle i en ny Plads. Men saadan var det; enten kørte vi med Tog eller, naar det ikke var saa langt, gik vi til Fods. Det kunde undertiden tage hele Dagen, for det kunde jo hænde, at vi nu og da skulde ind og hilse paa gamle Bekendte, hos hvem vi tidligere havde arbejdet. Saa gav det et Glas Vin og Brød med Ost. — Kosten var noget ensformig dernede — 21 Gange om Ugen la suppe, Brød og Ost eller Flæsk og Vin, men det var sund Kost. Noget af det første, vi saa efter, naar vi kom i en ny Plads, var, om der hang dygtigt med Flæskesider under Loftet i Køkkenet og om der var du vin dans la cave — det kunde jo spille en Rolle m. H. t. Arbejdet. — Den daarligste Plads, jeg havde i Fangenskabet, var Vinteren 1916— 17, da jeg sammen med 20 Mand arbejdede i en Ertsmine. Der var det rent ud sagt skidt baade med Forplejningen ved det haarde Arbejde og med Behandlingen. Arbejdet der blev Krigsfangerne da ogsaa senere fritaget for.
Vaabenstilstandsdagen arbejdede jeg som ene Mand paa en Gaard i Nærheden af Aurillac. Jeg gik oppe i Bjergene i al Ensomhed og tilberedte med Plov og Studeforspand Jorden til Vintersæd, da jeg pludselig hørte Kirkeklokkerne ringe. — Saa var det vel alligevel ikke Løgn, naar Bladene de sidste Dage havde fortalt om store Begivenheder paa Fronten — det var ingen almindelig Klokkeringning—— . Noget efter blev jeg revet ud af mine Betragtninger ved, at Gaardens Tjenestepige kom løbende og raabte, at jeg straks skulde komme hjem. Af det hurtige Løb var hun blevet saa forpustet, at hun næppe kunde forklare, at der var Vaabenstilstand, og at det var derfor, Kirkeklokkerne ringede.
Vi hjalp hinanden i en Fart med at faa Studene fra Ploven; dem lod vi løbe, hvorhen de vilde, og saa skyndte vi os hjem til Gaaarden, hvor der stod Vin med Brød og Ost parat, som Begivenheden skulde fejres ved; for der var jo Glæde overalt. Imens blev der udvekslet Tanker og Synspunkter om, hvad der nu vilde ske. Om Eftermiddagen blev Arbejdet ikke til noget, og om Aftenen laante jeg Røgterdrengens Søndagsklæder og gik i Byen for at se, hvorledes Dagen fejredes dér. Det kan nok være, at der var Liv og Lystighed; hvor man kom, blev der tømt et Glas paa Freden og Fremtiden. Paa Grund af mit mangelfulde Fransk, turde jeg ikke indlade mig med nogen for ikke at røbe, at jeg var Krigsfange. Den følgende Vinter blev den længste, jeg oplevede i Fangenskabet. De franske Krigsfanger fra Tyskland kom hjem, for os blev det ved at trække ud. Jeg havde den Oplevelse at tale med min Madmoders Broder, der var sendt hjem fra Tyskland over Danmark.
Min Hjemrejse foregik over Dunkerque til Odense. Da »St. Thomas« passerede Havneslusen i Dunkerque rungede fra Skibet et trefoldigt Hurra som en sidste Hilsen til Frankrig, hvis Kyst snart tabte sig i det fjerne. Efter 3 Festdage i Odense længtes vi dog efter at se Hjemstavnen og Familien. Det var ved Aften, at mit Tog rullede ind paa Hvidding St. Paa den anden Side af Stakittet, der dengang var Grænsen der, saa jeg min Forlovede og min Søster, som jeg ikke havde set i næsten 5 Aar. Det blev et hjerteligt Gensyn. Snart efter naaede vi kommende nordfra Bredebro, hvorfra jeg August 14 var taget ud sydpaa. — Alt, og ikke mindst Togene, saa medtaget ud af Krigen. — Paa Stationen blev jeg afhentet med Vogn af Fader og kørte saa det sidste Stykke Vej til mit Hjem i Harris, hvor Moder ventede med Længsel. Efter et: Velkommen hjem, min Dreng, udbrød Moder: Men hvor ser du dog godt ud; det havde vi ikke turdet tro. Ja, sagde jeg, men jeg har jo ogsaa haft det godt, og særlig de sidste 14 Dage. — Men jeg maatte lægge Mærke til, at Fader og Moder var ældedes, særlig min Fader saa meget ældre ud — Krigen havde ogsaa mærket dem, derhjemme.
Efter Hjemkomsten tog jeg atter fat paa Snedkerhaandværket, og Efteraaret 1919 holdt vi Bryllup. Nu har vi 4 raske Drenge, hvoraf de to er konfirmerede. Krigen med alle dens Genvordigheder har nu ikke sat sig i Klæderne alene; selv om de fleste af os maaske er uskadte, saa har, den alligevel sat sine Mærker, og ikke mindst paa dem, der i Tiden efter har maattet tage for haardt fat med legemligt Arbejde. Paa Grund af mine indre Læsioner synes jeg, at jeg er blevet 10 Aar foran min Tid i Alder. Jeg er anerkendt som Krigsbeskadiget, men faar ingen Rente, idet Invalidenævnet ikke vurderer Arbejdsevnen nedsat til over 10 pCt. til Trods for, at den til visse Tider i Virkeligheden er nedsat med 50 pCt.
Nu er jeg beskæftiget ved Landbrug. Paa Grund af min Faders Sygdom og senere Død overtog jeg i 1924 Ejendommen hjemme og drev Haandværket ved Siden af. Da Helbredet ikke er saa godt, har jeg opgivet det sidste og haaber, jeg maa have Kræfter til sammen med Hustru og Børnene fortsat at passe Bedriften. Det gaar nok. — Det kunde være interessant at besøge Aurillac og Auvergne som fri Mand, men Tiden har maaske ogsaa forandret sig der.