Jensen, Franz G. (1890-)

Senest ændret den 17. maj 2019 19:29

Persondata
Født: 03/08-1890, Hamborg.
Død:
Uddannelse: Købmandslære
Erhverv:
Bopæl: Før krigen i Flensborg.
Efter krigen bosat i Flensborg; Assens; Nyborg; Odense
Hustru (efter krigsafslutningen): Ja
Børn (før krigsafslutningen):

Militære løbebane før krigen
Indtrådt:
Udtrådt:
Enhed:
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 12/11-1917
Udtrådt: Taget til fange 4. november 1918. Til lejr i Candor; lejr i Tagon.
Enhed(er): Ers.-Bat.-IR85; Füs.R86, 18. div., I. MGK. Frankrig: Co.P.de G. 248; udveksl.komp. 89
Rang:
Såret:
Udmærkelser: Jernkorset
Andet:
Oprindelig tysktalende. Frigivet til DK, da forældre i Den Slesv. Forening og flyttet til DK.

Efter krigen
Lagerforvalter; kontor; Odense Kamgarnsspinderi.

Kilder
Aurillac-Bogen 1937

Publikationer

Fotos

Uddrag af Aurillac-Bogen 1937:
Født d. 3. August 1899 i Hamborg, hvor Faderen, der stammede fra Flensborg, var Nitter.

De første Aar af min Levetid var en stadig Skiften Ophold mellem Byerne Hamborg og Flensborg, alt efter som Arbejdsforholdene laa. I 1904 mistede min Fader et Øje under sit Arbejde paa det store Skibsværft Blom & Voss, og et Par Aar efter tog mine Forældre fast Ophold i Flensborg. Her blev jeg efter min Konfirmation i 1915 sat i Købmandslære uden Tanke om, at det ogsaa skulde falde i min Lod at blive Soldat, komme ud for Krigens Genvordigheder og til sidst havne i vort lille Danmark.

Den 13. April 1917 stillede jeg til Session, og saa fulgte hurtigt efter hinanden Indkaldelsesordrerne, første Gang den 16. Juni, saa den 10. September og til sidst den 12. November samme Aar, da jeg mødte ved I. Ers.-Batl. Inf.-Regt. 85 i Rendsborg.

Efter et Par Maaneders Uddannelse og en stor Troppe-Parade rykkede vi den 10. Februar 1918 ud af Garnisonen med Beverloo i Belgien som Maal. Transporten udgik fra Flensborg, og fra alle Byer undervejs sluttede mange Hundrede Unge sig hertil, store Drenge allesammen i 18 Aars Alderen, der nu skulde have den afsluttende Uddannelse, inden Alvoren begyndte. Mine Forældre var om Aftenen samme Dag mødt paa Hovedbanegaarden i Hamborg, hvor min Fader arbejdede under hele Krigen, for at sige mig Farvel; dog de militære Myndigheder ledede

Transporten udenom Byen, og først efter to lange og trange Aar gensaa jeg mine Kære.

Min sene Indkaldelse bevirkede, at jeg paa Vej til Fronten kom ind mellem helt fremmede Mennesker fra alle Egne i Tyskland. Som tilhørende I. M. G. K., Füs.-Regt. 86, 18. Division, var jeg med paa det meste af Vestfronten, uden dog at blive saaret; men under den spanske Syge fik jeg et lettere Tilfælde af Tyfus, der først senere, i Fangenskabet, udartede sig langt mere alvorligt. «Ilddaaben» fik jeg ved den lille By Sally Lorette i Nærheden af Braine sur Somme, hvor den sønderjyske Kirkegaard nu findes.

Den 4. November 1918 blev jeg taget til Fange af Franskmændene, netop en Uge før Vaabenstilstanden; de sidste tre Dage var v i uden Forplejning, fordi Feltkøkkenet ikke kunde komme frem. Grand Verril hed den lille By, hvoraf der ikke var Sten paa Sten tilbage. Klokken 8 om Morgenen var de franske Delinger over os; helt tilbage fra 2. tyske Reservestilling kom de, efter i Nattens Løb at være brudt igennem baade til højre og til venstre for vort Frontafsnit; Antallet af Fanger var imponerende, skønt der af mit Kompagni kun var et Gevær og seks Mand tilbage. Den første Følelse, der greb mig, var en alt overvældende Glæde over at være undsluppet alle Farerne, men hvor meget maatte jeg ikke endnu gaa igennem, inden der sattes Bom for denne Periode af mit Liv. Kun et Par Kilo meter bag de franske Linier blev alt, med Undtagelse af det Tøj, vi gik og stod i, frataget os. Personlig mistede jeg baade Ur og Tegnebog og en større Sum at mine rede Penge (opsparet Løn, som jeg ikke havde sendt hjem af F ryg t for, at man skulde stjæle den paa Vejen), og desuden alle mine Breve og Fotografier. For hele Herligheden fik jeg senere udbetalt en Erstatning paa siger og skriver 22 Mark; grundet paa Rigets daarlige Finanser kunde det ikke blive til mere.

Klokken 10 om Aftenen, Dagen for Tilfangetagelsen, naaede vi efter en anstrengende Marchtur St. Quentin og blev anbragt paa en Fabrik, i hvis Bygninger der manglede baade Vinduer og Døre; v i laa omkring paa Gulvene og frøs nederdrægtigt om Natten. En Uge varede Opholdet ved en daglig Forplejning af 300 gr. Hvedebrød, og hvis man var heldig i et Drikkebæger Vand foruden en Portion tynd Kaffe. Den 12. November blev vi flyttet til Straffelejren i Candor, hvor der efter Sigende samledes ca. 15,000 Mand. Forholdene var ovenud elendige, og mange bukkede under. Julen 1918, som jeg tilbragte dér, er det mørkeste Punkt i mit Liv, ikke engang en Salme kunde det blive til. Kort efter Ankomsten dertil laa jeg en Uges T id paa et nærliggende Hospital, atter med Ty fu s; men dette Ophold er som udslettet af min Bevidsthed, jeg maa have været saa langt nede, at intet gjorde Indtryk mere.

I Begyndelsen af det nye Aar blev der udtaget smaa Kommandoer, der arbejdede i de omliggende Landsbyer; den 31. Marts opløstes Lejren, og dens Beboere blev fordelt paa de forskellige Arbejdskompagnier rundt om i Landet. Under hele denne Periode fik jeg ingen Efterretninger fra mit Hjem; engang imellem blev der givet Tilladelse til at skrive et Kort med nogle faa Linier, men om de kom igennem, anede vi ikke noget om dengang. Det første halve Aar, der hengik, vidste mine Forældre intet om min Skæbne; fra Oktober 1918 gik nemlig al Post hjemmefra tilbage med Paategningen: Savnet. Som fattig Trøst sendte man dem saa Jernkorset.

Den 7. April 1919 kom jeg til den nye Lejr i Tagnon, en lille Stationsby paa Strækningen ReimsCharleville, hvor jeg blev indrulleret i Komp. P. G. Nr. 248, og jeg fik malet disse to Bogstaver paa Ryggen af min Uniformsfrakke. Her arbejdede jeg ved Jernbanen og oplevede en forholdsvis god og rolig Tid. Selskabet betalte en daglig Præmie paa 2 Franc, som vi modtog den sidste i hver Maaned, Forplejningen var blevet betydelig bedre, Brødrationen var steget til 900 gr. V i boede i gode Barakker, fik Lejlighed til et Bad engang imellem, og hver enkelt var i Besiddelse af to Sæt Undertøj.

Den 28. April modtog jeg det første Brev fra mit Hjem. Mine Forældre stod nu i «Den slesvigske Forening», og min Fader kom meget omkring i hele Landsdelen paa Agitation, bl. a. sammen med Folketingsmand Holger Andersen, der senere skaffede ham dansk Indfødsret; mine Forældre havde da bosat sig i Odense. Jeg kunde ikke rig tig danne mig et klart Billede af Forholdene, men Tanken om at vide dem i god Behold opvejede foreløbig alt andet. L iv et i Lejren g ik sin jævne Gang, indtil et Brev fra København vendte op ned paa det hele for mit Vedkommende. Mine Forældre var kommen i Forbindelse med Gymnastikdirektør N. H. Rasmussen, hvilket havde til Følge, at jeg den 31. Juli kunde forlade Kompagniet for at tiltræde Hjemrejsen. Alligevel tog Turen syv Uger, men som en rød Traad gennem alle efterfølgende Begivenheder gik Brevet fra København; jeg har tit senere spekuleret over det mærkelige i, at denne Skrivelse kunde udvirke saa meget.

Den første Tur paa Rejsen gik til Udvekslingskompagniet Nr. 89 i Charleville, hvor jeg tilbragte otte Dage; herfra blev jeg videresendt til den svejtsiske Grænse, hvorfor er jeg aldrig blevet klar over; mit egentlige Bestemmelsessted var nemlig Dunkerque.

I Armiéres, Cote d’Or, var der i et gammelt Fort indrettet en Lejr for Syge og Uarbejdsdygtige samt for Personer fra Grænsedistrikterne. Kun ledsaget af en enkelt Vagtsoldat ankom jeg dertil. Tiden dér blev lang. Men alting faar jo en Ende, og den 28. August var mine Papirer saavidt færdige, at Rejsen til den danske Lejr i Rouen kunde tiltrædes; her indtraf saa forskellige Omstændigheder, der bevirkede, at Opholdet fik en Varighed af tre Uger. Endelig den 14. September løb den lille danske Krydser «Heimdal» ind i Havnen. De mest fantastiske Rygter

kom i Omløb. Ugen i Forvejen havde v i faaet udleveret nyt T øj, saa noget maatte der ske, hvad det saa end kunde være. Den 17. om Morgenen sagde v i Farvel til Lejren, alt i alt 196 Mand; men nye Problemer dukkede op: kunde det lille Skib tage os alle? Tyve skulde blive tilbage — og jeg var mellem de sidst ankomne, en Deputation gik saa op til Kaptajnen med Bøn om ogsaa at tage de sidste med; vi vilde gerne ligge i Kulrummet. Resultatet blev, at en Officerkahyt agterskibs ryddedes, alle kom med, og Klokken 9 Formiddag stak vi til Søs og tiltraadte en overordentlig interessant og herlig Sejlads. Trods Storm og Uv ejr og Søsyge var Stemningen upaaklagelig. Behandlingen var ovenud god — og saa gik det jo hjemad. Søndag Eftermiddag den 21. September løb vi ind i Assens Havn og blev modtaget paa det hjerteligste; hele Byen var paa Benene, og Dannebrog vajede fra alle Husene.

Jeg kom i Kvarter hos Dommerfuldmægtig A. Mencke sammen med en Ingeniør fra Dresden; om Natten boede vi paa et af Byens Hoteller og fik gode Senge og fine, bløde Dyner. Men v i to var ikke vant til saadan Komport, og saa tog hver sin Hovedpude ned paa Gulvet, hvor vi sov upaaklageligt denne og de følgende Nætter. E t Skaar i Glæden va r det for mig, at jeg paa dette Tidspunkt ikke kunde tale et eneste dansk Ord, saa det kneb med at gøre sig forstaaelig. Om Tirsdagen forlod vi vore prægtige Værtsfolk og sejlede over Lillebælt til Haderslev; her var selvfølgelig ogsaa stor Modtagelse, men den savnede i høj Grad Hjertelighed og Forstaaelse. Jeg var glad, da vi endelig kunde fortsætte til Flensborg; Klokken 10 om Aftenen holdt v i udenfor Byen ved Nordslesvigsk Sporskifte, og maatte saa spadsere Resten af Vejen. Hele Banegaardsterrænet henlaa i Mørke, og der var ingen til at modtage os; jeg blev helt trist i Sindet, det varslede ikke godt for de kommende Dage. Jeg kunde ikke forstaa, at mine Forældre ikke var mødt op, da jeg dog i Forvejen telegrafisk havde meddelt min Ankomst. — Telegrammet indtraf først Dagen efter. — Jeg entrede en Sporvogn, der slet ikke kørte hurtigt nok — og saa var der ingen hjemme; som saa ofte før var mine Forældre gaaet ned paa Banegaarden for at se, om jeg skulde være med. Først ved Midnatstid kom de hjem; min Moder kunde ikke forstaa, at hendes Dreng heller ikke var med denne Gang; men stor blev saa Overraskelsen og Glæden, da de saa mig.

Nu skulde jeg saa i civile Klæder igen; vi havde saa tit derude, Mand og Mand imellem, talt om, hvad v i vilde udrette, naar vi kom hjem; men vi blev hurtigt klar over, at man ikke havde Brug for vor Energi og gode Vilje. T o lange og trange Aar var gaaet, da jeg atter mødte i min Læreplads; Resten af Tiden fik jeg eftergivet, og min tidligere Principal skaffede mig en Stilling som Lagerforvalter hos én af sine Kolleger. Imidlertid kom Besættelsen og dermed Afstemningen; mine Forældre vilde ikke blive i Byen efter Resultatet. Først rejste min Fader, og et halvt Aar senere fulgte min Mor efter; de begyndte saa under helt nye Forhold her i Odense. Efterhaanden blev Livet ogsaa mig for broget dernede; den 2. Marts 1921 pakkede jeg mine Sager og fulgte mine Forældres Eksempel. Ogsaa i Danmark begyndte de daarlige Tider, men gennem min tidligere Vært i Assens opnaaede jeg en Kontorplads dér i det landskendte Firma Plum.

I de første Aar havde jeg mange Vanskeligheder med mit Pas, dog fik jeg allerede den 10. Maj 1923 Meddelelse om, at jeg havde erhvervet dansk Borgerskab. 1925 forlod jeg Assens og opholdt mig et Par A ar i Nyborg; dér blev jeg angrebet af Sukkersyge, og saa kom der vanskelige Tider ogsaa for mig. Jeg gik arbejdsløs i to Aar, inden jeg fik min nuværende Stilling i »A/S Odense Kamgarnsspinderi«.

Kort forinden blev jeg kendt med min tilkommende Hustru, og sidste Sommer stod Brylluppet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918