Senest opdateret 7. maj 2018
Persondata
Født: 01/07-1898 i Broager
Død: efter 1954
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug, vognmand, depotindehaver.
Bopæl: Efter krigen Broager; Sønderborg
Hustru (efter krigsafslutningen): Ja. Gift 1928 med Ingeborg Christine Petersen.
Børn (efter krigsafslutningen): 2 døtre
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 16. november 1916
Udtrådt: Taget til fange 31. oktober 1918. Til Aurillac.
Enhed(er): 9. Jægerbataljon; I.R. 76, komp. 3; I.R. 213
Rang: –
Såret: –
Udmærkelser: Jernkorset 2. klasse
Andet: –
Efter krigen
Gæstgiver, vognmand, landbrug; Øldepotbestyrer.
Medlem af bestyrelsen for Foreningen af Tuborgs´s og K.B.s Forhandlere vest for Storebælt siden 1939.
Bestyrelsesmedlem for Landsforeningen “Den personlige Friheds Værn”s Sønderborg afdeling siden 1943 og kasserer i samme 1945-55 og formand for foreningen siden 1954.
Medlem af DSK Sønderborg afdeling 1938 Link til DSK
Kilder
Aurillac-Bogen 1936
Dansk Købmandsstand. Faglig biografisk håndbog for den frie købmandsstand. Udgivet 1955, Forlaget Liber A/S.
Publikationer
–
Fotos
–
Født. d. i. Juli 1898 i Broager, hvor Faderen havde et Gæstgiveri med Landbrug og Vognmandsforretning.
Jeg er opvokset under meget strenge Forhold. Vi var 10 Søskende, og fra meget smaa skulde vi Børn hjælpe til i Marken. Selv om jeg var lille og spinkel, blev jeg dog paa Grund af Krigens Forhold sendt ud til Landbruget, og kun 16 Aar gammel blev jeg Forkarl og maatte forestaa Arbejdet paa den 75 ha store Gaard, »Krammark« paa Broagerland. Ejeren vilde søge mig fri for Militærtjenesten, men det lod sig ikke gøre, og den 16. November 1916 maatte jeg stille i Flensborg.
Min militære Uddannelse fik jeg ved 9. Jæger-Bataillon i Ratzeburg. Den 24. Juni 1917 kom jeg til I. R. 3/76 i Hamborg, og den 2. Juli 1917 til I. R. 213 i Bremen. Samme Dag blev vi sendt til Flandern, hvor vi paa Grund af et ventet Angreb laa i Reserve i nogle Uger. Da Angrebet senere kom, havde vi mange Døde og Saarede. Fra 18. Oktober 1917 var jeg ved Ammunitionskolonnen og med til ved højlys Dag at bære Ammunition og Proviant ud i Ildlinien og Døde og Saarede tilbage. Den 31. Oktober 1918 blev jeg taget til Fange ved Floden Lys. Det skete Kl. 11 om Formiddagen, og da vort Artilleri var blevet taget før os, slap vi godt over. Under det franske Angreb var højre og venstre Føj gaaet tilbage, medens vor Bataillon holdt Stillingen. Vi blev derved omringet, og Franskmændene tog os alle. Vor Fører vilde ikke overgive sig og var nær blevet skudt, men i Stedet fik han en Bøssekolbe over Staalhjelmen, saa han faldt besvimet om.
Jeg kom i mange forskellige Fangelejre. De første Døgn gav det ingen fast Føde; vi døjede af Kulde, og Lusene var ved at tage fuldstændig Overhaand. Kort efter at vi var taget til Fange, blev Polakkerne skilt fra, og jeg ventede med Længsel paa, at det snart maatte blive min Tur. Dagen kom; vi blev udstyret med et Franskbrød og en Daase Sardiner og rejste saa med langsom Fart et Par Dage i en Godsvogn, der kun blev lukket op engang imellem. Og det var slemt. Der var én iblandt os, der havde tynd Mave, og hver Gang han fik en Tur, hvilket skete hvert Øjeblik, blev han af to Mand holdt til Lugerne. Børn, sikken et Vejr!
Vi skiftede dog senere til en Personvogn og kunde nu rigtig nyde den smukke Natur, vi kørte igennem, da vi nærmede os Aurillac. Jeg har aldrig set noget saa henrivende. I Aurillac blev jeg straks antaget i den danske Lejr; jeg var ægte nok. Vore nye Kammerater imponerede os ved deres gode Udseende, de var velplejet og havde runde Kinder. Vor første Bestilling i Lejren var, at vi holdt Opgør med Lusene. De blev sammen med alt vort Tøj kogt i en stor Vaskekedel, under hvilken vi fyrede med Knogler, vi fik fra Køkkenet. Penge havde jeg ingen af, men gode Venner som Jørgen Lyck og »Onkel«, der var ved Muffen, hjalp mig
over den Forlegenhed. Der blev ogsaa lidt til Vin, som man dog først skulde vænne sig til. Jeg havde nogle Begyndelsesvanskeligheder, inden jeg traf Maalet, men saadan er det maaske ogsaa gaaet andre. Blandt mine Kammerater kom jeg til at hedde Peter Braue (Broager). Jeg arbejdede ganske kort Tid Vinteren 1918— 19 ude hos Bønderne. Inde i Lejren var det denne Vinter ved at blive smaat med Levnedsmidler. Jeg har været med til at smugle Brød ind i Lejren og ogsaa Brændsel,
og var paa det store Hold, der i Vintermaanederne 19 blev indkvarteret i den store Lade i Arpajon. Der bagtes Pandekager. Mel var der jo nok af paa Lageret ved Siden af. Pandekagerne solgtes for s Centimes Stykket, men da Historien blev opdaget — og det gjorde den altsaa, saa fik vi vore Penge tilbage, medens »Bagerne« blev taget i »bedre« Forvaring. En kort Tid arbejdede jeg i Vinbjerge længere mod Syd. Vi kom hurtigt afsted, Blom kunde ikke faa sine Sager rask nok pakket, men en Støvle bagind af Vagtmanden hjalp mægtigt. Arbejdet var godt, og det var Vinen ogsaa. Aah, hvor den smagte!
Paa Vaabenstilstandsdagen var der ordentlig Fest i Lejren, de var alle glade, selv Vagtmændene naaede at blive det, og ude i Byen var der Musik og store Optog. Dagen før Hjemrejsen holdtes en munter Afskedsfest, hvor jeg var Vintapper og J. Lyck Kasserer. Det blev en dejlig Dag, rig paa Resultater og med Stemning over det hele. Mange blev syge af »Grippe« paa Hjemturen og enkelte maatte indlægges paa Hospitalet i Dunkerque og vente til næste Transport. Vi kom om Bord paa »St. Thomas« og jeg fik Plads som femte Mand i en Kahyt. Vi levede som smaa Baroner. Men sikken Storm, vi kom ud i ! Min Madras rutschede
frem og tilbage paa Gulvet. I de to Døgn, det varede, ønskede jeg mig ud i Skyttegravene igen. Der var mange Søsyge, og det saa frygteligt ud i Lasten; de laa forkert i Køjerne med Hovedet ud over »Rælingen«, der blev renset ud inden Hjemkomsten. Uha!
Ankommet til København sendte Hans Petersen, Skodsbøl, Telegram hjem med mange Navne fra Broagerland. De blev læst op ved en dansk Fest i Broager, hvor Telegrammet gjorde stor Lykke. Hjemme havde de hængt en Guirlande om Døren
til Ære for mig paa Hjemkomstdagen. Men jeg lod vente lidt paa mig. Jeg besøgte først en Broder, som under Krigen var søgt hjemmefra og havde bosat sig i Odense, og senere aflagde jeg Besøg hos min Farbroder i Jelling. Han forærede mig et nyt Sæt Tøj til Hjemrejsen. Fra København til Odense kom jeg til at rejse sammen med Hans Madsens Fader, der var taget til København for at modtage sin Søn. Men H. M. var ikke kommen hjem med første Hold, og skuffet derover rejste hans Fader saa til Odense for at modtage ham dér et Par Dage senere. — Ved min Hjemkomst overrakte min Fader mig et Guldur med Kapsel, hvori
Hjemkomstdagen fra Fangenskabet er indgraveret.
Vinteren efter besøgte jeg Roskilde Højskole og havde det dejligt. Sommeren derpaa var jeg Kusk hos min Fader, og saa overtog jeg denne Forretning, købte Bil og havde Virksomheden i 10 Aar. I 1928 fik jeg Depot for »Tuborg« og »De forenede Bryggerier« i Broager. Samme Aar blev jeg gift med Danmarks dejligste Kone (Alsinger). Vi har to Børn, begge Piger paa 5 og 2 Aar. — Salget af Tuborgs og De forenede Bryggeriers Produkter gik frem med stærke Skridt, og i 1932 overtog jeg efter Tuborgs Ønske Depotet i Sønderborg, hvor jeg driver Forretningen med Lyst og vil gøre et Stykke Arbejde for denne gode danske Virksomhed.
I 1935 købte jeg en dejlig Ejendom, hvor jeg nu har hele min Virksomhed samlet.