Ravn, Christian Waldemar (1880-1950)

Senest ændret den 24. august 2022 7:11

Persondata
Født: 08/07-1880, Sønder Vilstrup, Vilstrup sogn.
Død: 16/10-1950, Haderslev.
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug; Fuglsangs Maltfabrik
Bopæl: Før og efter krigen Haderslev
Hustru (før krigsafslutningen): Gift før 1909 med Maren Nielsen Kaltoft.
Børn (før krigsafslutningen): 3

Andet: Bror til Christian Waldemar Ravn (1880-1950), Jørgen Ravn (1891-1964)  og  Peter Ravn (1897-1918). Svoger til Niels Thorsen (1892-1918).

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1907
Udtrådt: 1908
Enhed: ?, Lauban (Lubań)
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: September 1914
Udtrådt: Taget til fange 16/04-1916. Til Aurillac.
Enhed(er): Ersatz-Bataillon 84, komp. 4; Füselier-Regiment 80, komp. 4
Rang:
Såret: –
Udmærkelser:
Andet: –

Efter krigen
Arbejdsmand i Haderslev (i 1950).

Kilder
Fødselsbiregister, Vilstrup, RAA. (Eksternt link, august 2019).

Midlertidige Ministerium Sønderjyske Anliggender Krigsfangekontoret, Kartotekskort over krigsfanger, Rigsarkivet. (Eksternt link, august 2019).

Dødsbiregister, Haderslev, RAA. (Eksternt link, august 2019).

Publikationer
Aurillac-Bogen 1936

Fotos

Uddrag af Aurillac-Bogen 1936:
Født d. 8. Juli 1880 i Sdr. Vilstrup, hvor Faderen var Skomager.

Jeg gik i Skole i Haderslev, og efter Konfirmationen arbejdede jeg forskellige Steder paa Landet, altid i Sønderjylland, indtil jeg i 1904 blev gift med Maren Kaltoft, Vonsbæk. Jeg fik da Arbejde paa Fuglsangs Maltfabrik i Haderslev og var dér indtil 1907, da jeg blev prøjsisk Undersaat (min Fader var Optant) og maatte aftjene min Værnepligt. Jeg blev indkaldt til Lauban i Schlesien. Allerede den 27. Januar 1908 kom jeg dog hjem igen paa Reklamation, fordi jeg var gift. Men jeg var jo ogsaa 27 Aar den Gang.

I September 14 blev jeg indkaldt til Flensborg, men jeg havde et daarligt Ben og blev sendt hjem paa Orlov i 14 Dage og med Paalæg om, at jeg skulde melde mig tilbage i Haderslev. Det følte jeg ikke Lyst til, og saa gik Tiden til 11. Oktober 14. Jeg var imidlertid blevet angivet af en Hjemmetysker og blev da afhentet ude paa Marken af en Gendarm, der havde Ordre til at aflevere mig paa Meldeamtet i Haderslev, og derfra gik Turen til Slesvig, hvor jeg kom til Ers.-Bataillon 84, 4. K. Der holdt jeg mig til 22. Marts 1915.

Da jeg kom til Frankrig tildeltes jeg Füsselier-Regiment 4/80 og kom første Gang i Ilden Paasken 15 ved Verdun. Senere var jeg bl. a. ved Laon og Neuville og kom saa med i Sommeslaget, hvor vort Kompagni blev oprevet flere Gange. Jeg blev begravet med 2 Meter Jord over mig i 2 Timer. Jeg havde faaet et Tryk over Brystet og kom paa Lazaret. Kom senere igen til Regimentet ved Somme og derfra til Champagne, hvor vi havde flere Kampe. Den 16. April 1916 kom vi ud for en meget stærk Beskydning, og netop da jeg Kl. 7 Morgen havde overtaget Lyskugleposten, saa jeg Fanskmændene angribe i 6 Kæder. Jeg skød Lyskugler op og forlangte Spærreild fra vort Artilleri, men der faldt ikke et eneste Skud. Vi forsvarede os længe, men til Slut kom vor Løjtnant og sagde, at vi maatte overgive os, da vi ikke havde mere Ammunition — derefter gik han ned i sin Understand og skød sig.

Vi blev ført ind i en Pigtraadsindhegning med Sorte til Bevogtning. Her maatte vi staa op i 114 Døgn og stadig passe paa, at vi ikke kom Pigtraaden for nær, for saa stak de Sorte efter os med Bajonetten. Vi kom saa til en Teltlejr, hvor vi laa i Karantæne 14 Dage. Mens jeg var der, blev vi beskudt af en tysk Flyver, der smed Bomber ned, en enkelt Bombe dræbte 40 Mand. Derfra kom vi til Orléans, hvor jeg kom paa Hospitalet med et daarligt Ben og blev meget godt behandlet af Læger og Personale. Da jeg kom ud, var Danskerne rejst bort. Jeg bad om at maatte blive sendt bagefter, hvilket skete straks, og den 20. Maj 1916 kom jeg til Aurillac sammen med en Mand fra Rugbjerg (Chr. Christensen), der døde i Dunkerque paa Hjemturen fra Fangenskabet.

Den første, vi saa, var H. Fuglsang Damgaard, der spurgte, om vi var sultne. Det var vi som Ulve, men det var der gode Raad for, thi henne i »Kirken« laa en stor Stabel Brød, som vi kunde spise løs af. Vi kom saa til Afhøring, og da den ene af Tolkene, Korporal Rasmussen, der nu bor i Paris, hørte, at jeg var Vært i et dansk Forsamlingshus (Vonsbæk), havde han ikke mere at spørge om. Jeg var i Lejren til den 3. Juni, da jeg bad om at maatte komme paa Landet og kom til St. Cantal de Cantales, senere til Claviéres og saa til St. Cernin, hvor vi var i 18 Maaneder. Fredag den 9. November 1916 havde jeg Besøg af Professor Verrier og vor Løjtnant, og da der havde været noget Vrøvl med Fruen, vi arbejdede hos, blev vi straks flyttet til en anden Gaard, der hed Raillaux. Der var vi ofte, og den kaldte vi vort andet Hjem. En Overgang boede vi paa et Turisthotel i St. C ernin, hvor vi lærte at sætte Smag paa Vinen — Værten var tillige Vinhandler. Den 1. December kom vi ind i Lejren og fejrede her Julen sammen med vor gode Ven, Professor Verrier. Nytaarsdag kom jeg paa Skovarbejde og blev der til i Slutningen af Marts 19.

Vaabenstilstandsdagen blev en rigtig Festdag for os, da blev der ikke arbejdet. Hjemrejsen lod dog stadig vente paa sig. Endelig den 4. April slog Forløsningens Time. Da rejste ca. 350 Mand fra Aurillac og den 7. naaede vi Dunkerque. Her mødte os den Skuffelse, at »St. Thomas« kun kunde tage 330, og saa maatte vor Leder i Gang med det vanskelige Hverv at træffe Bestemmelse om, hvem der skulde blive tilbage til næste Transport. Selv om jeg ikke havde noget at klage over fra Fangenskabet, saa var jeg dog glad, da jeg kunde gaa om Bord. Ved Afrejsen var det endnu uvist, til hvilken By vi skulde i Danmark, men det fik Kaptajnen Besked om den følgende Dag. Selv ude paa Nordsøen blev vi mindet om Krigens Rædsler, idet vi ved den engelske Kyst saa mange Skibe, der var skudt i Sænk. Der var drivende Miner paa Havet, men vor aarvaagne Kaptajn, Juel Brockdorff, klarede alle Vanskeligheder, og vi havde en god Tur.

Vi ankom til Odense Palmesøndag, og den Modtagelse, vi fik, glemmer jeg aldrig. Der var Fest hver Dag, men efter 3 Dages Forløb, den 16. April, rejste de fleste Sønderjyder hjem med Dannebrog vajende fra Kupévinduet. Jeg naaede sent om Aftenen Vonsbæk, hvor Gensynsglæden efter 4 Aars Adskillelse var stor. Min Kone var desværre blevet syg af Overanstrengelse og maatte i 7 Maaneder paa et Tuberkulose Sanatorium i Ribe, og derved blev Adskillelsen jo forlænget. Vore 3 Børn maatte jeg have anbragt hos Fremmede, men lykkeligvis genvandt min Hustru Helbredet nogenlunde. Nu er vore Børn alle gift.

Jeg selv har ikke været rigtig rask efter Krigen. Jeg fik dengang Aarebetændelse, og det er senere gaaet over til kronisk Eksem i hele venstre Underben, saa jeg næsten intet Arbejde kan udføre, tilmed har jeg faaet Ischias i det andet Ben. Nogen Beskæftigelse har jeg ikke, men jeg haaber jo, det skal blive bedre.

Da de franske Besættelsestropper var i Haderslev, traf jeg en Bekendt fra Cantal. Han undrede sig meget over vor smukke Hjemegn og lovede at tage en Hilsen med hjem. Jeg kunde godt have Lyst til at komme ned og hilse paa vore gamle franske Bekendte engang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918