Senest ændret den 7. september 2019 20:09
Persondata
Født: 22/09-1881 i Flensborg
Død: Efter 1935.
Uddannelse: Tømrerlære.
Erhverv: Tømrer og kroholder, Slotskroen.
Bopæl: Møgeltønder sogn.
Hustru: Gift 1906 med Anna Maria Elisabeth Nielsen (født 1880).
Børn: Ingen.
Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1902
Udtrådt: 1904
Enhed: Garde-Pioner-Bataljon, Berlin
Rang: –
Andet: –
Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 02/08-1914
Udtrådt: Taget til fange 28/01-1915. Til Aurillac.
Enhed(er): Reserve-Division, 43. Reserve-Pioner-Kompagni
Rang: Wehrmann (i 1915).
Såret: –
Udmærkelser: –
Andet: Opført i “Verlustlisten” (dateret 17/02-1915) som savnet i kampe mellem 19. til 28/01-1915.
Senere (dateret 27/03-1915) opført som “bisher vermisst, in Gefangenschaft”.
Var krigsfange i Frankrig, bl.a. i Aurillac. Kom til Danmark via Vejle.
Ifølge folketællingen 1921 var Paul I. Petersen den 01/10-1918 i fangenskab.
Efter krigen
Var 1921 tømrer i Møgeltønder sogn.
Var 1925 og 1930 gæstgiver og kromand, Slotskroen, Møgeltønder sogn.
Kilder
Vielsesbiregister, Højer, RAA. (Eksternt link, september 2019).
Midlertidige Ministerium Sønderjyske Anliggender Krigsfangekontoret, Kartotekskort over krigsfanger, Rigsarkivet. (Eksternt link, september 2019).
Folketælling 01/02-1921, Møgeltønder sogn, Møgeltønder. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1925, Møgeltønder sogn, Møgeltønder, Slotsgade, Slotskroen. Rigsarkivet.
Folketælling 05/11-1930, Møgeltønder sogn, Møgeltønder, Slotsgade. Rigsarkivet.
Publikationer
Aurillac-Bogen 1936
Fotos
–
Uddrag af Aurillac-Bogen 1936:
Født d. 22. September 1881 i Flensborg, hvor Faderen var Fisker.
Jeg er opvokset i Flensborg, hvor jeg lærte Tømrerfaget. Siden 1909 har jeg haft »Slotskroen« i Møgeltønder og havde indtil 1925 Tømrerforretning ved Siden af Kroholdet. Jeg laa aktiv Soldat fra 1902—04 ved Garde-Pioner-Bataillonen i Berlin.
Den 2. August 1914 indkaldtes jeg til Berlin og kom først i Oktober 14 med Res. Pioner-Kompagniet, der tilhørte 43. Res.-Div. til Fronten ved Dixmuden. Den 10. November samme Aar deltog jeg i Stormen paa Dixmuden. Ved Juletid kom jeg til Ostende, Middelkerke og Vestende, hvor jeg blev taget til Fange den 28. Januar 1915. Det skete, efter at Artilleriet næsten havde jævnet alt med Jorden. De to Stillinger var kun 20 Meter fra hinanden, og da Marokkanerne tidlig Morgen angreb, blev de Overlevende paa vor Side, ca. 25 Mand, et let Bytte. Jeg blev ikke saaret.
Sidst i Februar kom jeg til Belle Isle en Mer lidt nordfor St. Nazaire, og i Marts 15 til Foret le Gavre i Nærheden af Nantes, hvor jeg blev til Maj 19. Her var jeg Tømrermester og havde et Arbejdshold paa 24 Haandværkere. Vi lavede Barakker og andet i mit Fag, bl. a. forsynede vi 500 tyske Krigsfanger, der arbejdede i Skoven, med Værktøj.
Allerede i 1915— 16 var der Tale om, at jeg ogsaa skulde til Aurillac, men min Chef vilde ikke af med mig. Efter at Lejren i Skoven var ophævet, kom jeg til Nantes og var der sammen med Kroater og Polakker. Da vi var blevet 7 Mand samlet, sendtes vi i Juni 19 til Aurillac. Modtagelsen dér glemmer jeg aldrig. Jeg blev af Tolken spurgt: Wo sind Sie her? — Von Mögeltondern. — Kennen Sie Konstmann mit den sieben Schussen? Ja, svarede jeg, den Fyr kender jeg kun alt for godt! Saa kunde jeg blive. Det Par Uger, jeg var i Lejren før Hjemsendelsen, blev vi ikke videre beskæftiget. Vi vaskede de allerede bortrejste Kammeraters snavsede Sengetæpper. Det foregik nede ved Aaen. Tiden gik mest ved at gaa Tur i Gaarden, og om Aftenen gav det lidt Vin, men den var efterhaanden blevet noget tynd.
Vaabenstilstandsdagen tilbragte jeg i Skoven, hvor jeg dengang arbejdede. Der var ingen Fest. I Slutningen af Juli 19 kom jeg med »St. Thomas« til Vejle. Vi havde en forfærdelig haard Storm over Vesterhavet, saa Skibet, der skulde have passeret Skagen, maatte vende om og sejle gennem Kielerkanalen. Vi havde saa en dejlig Tur gennem Østersøen til Vejle, hvor vi fik en hjertelig Modtagelse. — Vi kunde ikke skrive, hvornaar vi kom, men min Kone var alligevel rejst til Vejle. Hun havde om Natten drømt om min Hjemkomst og tog afsted — og i Vejle Gader løb vi saa i Armene paa hinanden. Den følgende Dag rejste vi hjem og blev i Tønder modtaget af Familien og gamle Venner.
Efter at være kommen lidt til Hægterne, fortsatte jeg Haandværket og drev det til 1925. Siden har jeg passet min Beværtning. Vi har ingen Børn.
Jeg vilde gerne engang igen se den store smukke Skov, hvor jeg arbejdede i 4½ Aar og ligeledes se de Egne af Belgien, hvor jeg var med i Krigen og blev taget til Fange.