Lydiksen, Hans Christian (1879-)

Senest ændret den 3. marts 2019 0:43

Persondata
Født:
29/03-1879 i Lille Stabel, Blans, Ullerup sogn.
Død:
Uddannelse:
Erhverv: Landbrug
Bopæl: Før krigen Blans; efter krigen Kobberholm pr. Gråsten
Hustru (efter krigsafslutningen):
Børn (før krigsafslutningen): 2 døtre, 1 søn (efter krigsafslutningen): 2 sønner

Militære løbebane før krigen
Indtrådt: 1899
Udtrådt: 1901
Enhed: Grenadierregiment 6, Posen (Poznań)
Rang:  –
Andet:

Militære løbebane under krigen
Indtrådt: 22/09-1914
Udtrådt: Taget til fange 16/06-1915. Til Aurillac.
Enhed(er): I.R. 86, komp. 1
Rang:
Såret:
Udmærkelser:
Andet:

Efter krigen
Landmand

Kilder
Aurillac-Bogen 1936

Publikationer

Fotos

Født d. 29. Marts 1879 i Lille Stabel, Blans, hvor Faderen var Landmand.

Jeg blev hjemme, til jeg var 17 Aar, tjente derefter paa en Gaard i Blans og laa Soldat i Posen ved 6. Gren.-Regiment fra 1899—1901.

Den 22. September 1914 blev jeg indkaldt til I. R. 1/86 i Flensborg og kom sidst i Oktober i Skyttegravene ved Dreslincourt, hvor jeg blev til ind mod Jul og kom saa tilbage til Nærheden af Noyon. Juleaften tilbragte jeg sammen med nogle Kammerater i et Skur, hvor der var opstaldet nogle Kreaturer. En Balje med Bunden i Vejret var vort Bord, som var dækket med Brød og Æbler. — Derfra kom jeg til Skyttegravene ved Moulin og blev der til Juni 15. Jeg naaede netop tilbage fra en 14 Dages Orlov, da Franskmændene begyndte et Angreb. Vi laa i Artilleriild en halv Snes Dage, saa var Skyttegravene jævnet; den 16. Juni gik Franskmændene frem og tog os, ca. 100 Mand, til Fange. Sammen med flere Kammerater hjalp jeg saarede Franskmænd tilbage.

Jeg kom til en lille By, Villers, og derfra til Bourgeon, hvorfra jeg sammen med 30 Medfanger pr. Kreaturvogn sendtes til Le Havre, hvor en gammel Damper blev vor Lejrplads, og vi arbejdede ved Havnen. — Sidst i Oktober 15 blev jeg sammen med to Kammerater kaldt til Kommandanten, der udspurgte os om vore Hjemstavnsforhold og derefter sagde, at der var en særskilt Lejr til os. — Saa gik Turen over Paris til Aurillac. Jeg syntes, at nu var vi halvvejs hjemme, saa venligt blev vi modtaget. Jeg husker saa tydeligt den første Morgen ved Andagten, Pastor Jensen sang med sin kraftige Stemme: Den store hvide Flok, vi se — det var 1. November, Alle Helgens Dag.

En Dag kom vor Tolk, Serg. Boulanger, og sagde, at der skulde et Arbejdshold til Vabré, vi skulde have det godt — der kom jeg med. Vi kom til at hugge Gyvel, der var nok deraf til Krigens Slutning, blev der sagt. Derfra kom jeg til Grandelles, hvor der var et Hold mere. Saadan drog vi Krigsfangetiden igennem fra Sted til Sted; jeg har et Kort over Auvergne, hvor jeg har sat Streg under alle de Byer, hvor jeg har arbejdet — det blev til mange Streger.

Hver Sommer slog vi Græs i ca. 4 Maaneder, jeg lærte at arbejde med Stude og at tærske Boghvede med en lang Kæp. To Gange arbejdede jeg paa et Savværk i Arpajon, det er det bedste Sted, jeg har været. En Gang eller to om Aaret vilde jeg gerne ind til Lejren og være lidt sammen med Kammeraterne derinde.

Vaabenstilstandsdagen laa jeg paa Hospitalet, angrebet af spansk Syge. Jeg husker godt, hvorledes Personalet kom stormende langs Gangen, lukkede Dørene op og raabte: la guerre finie! Jeg tænkte, nu maa man skynde sig at blive rask, men det tog Tid, inden vi kom hjem.

Jeg havde det Held at komme hjem med første Transport fra Dunkerque til København — men sikken et Hav, da havde man ikke meget at skulle have sagt. Jeg blev modtaget af to Skolekammerater, og saa gik det fra Fest til Fest. Men jeg længtes mod Hjemmet, rejste over Faaborg til Sønderborg, hvor jeg fik den hjerteligste Modtagelse af min Kone og vore to Piger, der ordentlig saa paa den Fader, de næppe kunde huske. I Hjemmet var Slægtninge og Naboer samlet, hvor følte man sig vel. — Bedriften stod det ikke saa godt til med. Kreaturerne havde Tyskerne faaet paa 5 nær.

En lille Søn, som var født i Krigens første Aar, og som jeg ikke havde set, da jeg kom hjem, er senere død, men vi har faaet to Drenge til, et Par raske Fyre. Begge Pigerne er gift og der er allerede S—6 Børnebørn, der siger Bedstefar og Bedstemor. Vi er glade for, at de bor i Nærheden, saa vi tit kan samles med dem her i vort lille Hjem, hvor vi har boet siden 1929.

Jeg har ikke været i Frankrig efter Krigen, men det vilde glæde mig at se den Egn, hvor jeg har henlevet 4 lange, lange Aar. Skulde det blive muligt, skal Turen dog gaa over Land; Søen fik jeg nok af i 1919.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sønderjyderne og Den store krig 1914 – 1918